AsfergNet er kørende – benyt det
For at skabe god etik og forståelse for hjemmesiden AsfergNet bedes medlemmer og brugere løbende orientere sig her om retningslinier for brug af og adgang til AsfergNet.
Baggrund for AsfergNet
Opbygning af AsfergNet opstod som et led i det frivillige arbejde Asferggruppen i 2009 satte igang under temaet Asferg – DIN BY – Fremtid og Fællesskab.
Formål
Formålet med hjemmesiden AsfergNet er, at give foreninger, bestyrelser og virksomheder i Asferg by og omegn adgang til et fælles og åbent samlingspunkt på Internettet med mulighed for at indlægge egne nyheder og arrangementer i kalender samt billedalbums fra arrangementer.
Formålet er endvidere, at give alle borgere i Asferg by og omegn – med adgang til PC’er på Internettet – mulighed for at holde sig orienteret om hvad der sker i lokalområdet og derved nemmere få adgang til at deltage i et aktivt og levende lokalt fællesskab.
Endelig er formålet også, at bidrage til, at Asferg bliver sat på landkortet.
Netadministrator har adgang til et modul til administration af medlemmer og udbygning af AsfergNet.
Abonnementet med WordPress omfatter endvidere 200 GB diskplads, som alle brugere er fælles om.
Derfor gør vi opmærksom på, at AsfergNet ikke er tiltænkt anvendt til større private hjemmesider, langtidsarkivering af billeder o.l. eller til lukkede brugerprofiler.
Medlemsskab og adgang til AsfergNet
Foreninger, bestyrelser og virksomheder skal tilmeldes og oprette sig med medlemsprofil på AsfergNet for at kunne indlægge nyheder, arrangementer i kalender på AsfergNet.
Private personer med tilknytning til foreninger, bestyrelser, virksomheder eller som på anden måde virker for det lokale fællesskab kan også søge medlemsskab i AsfergNet.
Et medlemsskab på AsfergNet forudsætter tilknytning eller interesse for lokalområdets trivsel og fællesskab og en godkendelse af AsfergNets netadministrator.
Adgang til nyheder, arrangementer i kalender, billedsamlinger og medlemsliste kræver ikke medlemsskab på AsfergNet.
Ophør af medlemskab
Et medlemsskab kan bringes til ophør uden varsel, hvis medlemmet anvender AsfergNet anderledes end tiltænkt.
Økonomi og regnskaber
I 2009, da vi valgte den funktionsrige programpakke ning.com, var det en ”gratispakke” på nettet, som vi fandt nyttig til formålet vel vidende, at programmet nok ikke var gratis i evig tid. Vi oplevede og gør det stadig, at programpakken bliver forbedret og udbygget på flere fronter. I sommeren 2010 fik vi da også en meddelelse fra leverandøren om, at fra den 1. august 2010 ville de markedsføre 3 modeller af programmet til 3 forskellige priser. En lille, en mellem og en professionel model.
Vi vurderede situationen og kunne se, at Plus abonnementet (mellem modellen) til ca. 1.200 kr. pr. år kunne dække det behov, som vi gerne vil løse med AsfergNet.
Da vi ikke har indtægter ved at drive AsfergNet, kontaktede vi den daværende Asferggruppe for at høre om de stadig havde penge tilovers fra bl.a. tilskuddet fra Sparekassen Kronjylland til et års abonnement. Asferggruppen havde penge tilbage og betalte et års udgifter til domænenavn, web-hotel og mellem modellen af ning.com. I februar 2011 blev domænenavn, web-hotel for et år igen betalt af den nu nedlagte Asferggruppen.
De årlige omkostninger til drift af AsfergNet kan ses af interesserede ved at klikke på PDF-dokumentet: AsfergNet – Regnskaber for årene 2009 – 2017
I gruppen ”Synlighed-Information-Koordination” valgte vi at køre videre med AsfergNet i troen på, at sponsorer i lokalområdet ville bidrage med i alt ca. 1.750 kr. til dækning af de årlige driftsudgifter.
Læs mere om gruppen her.
Uetisk materiale
Uetiske nyheder, arrangementer og billeder m.m. kan blive slettet uden varsel.
01. November 2019
Asfergnet overgår til WordPress med nyt design.