Bynær skov på Søndergade.

Asferg Menighedsråd:
I sommeren 2023 besluttede et enigt menighedsråd i Asferg at omlægge det meste af kirkens agerjord til bynær skov. Menighedsrådet vil hermed gerne bidrage en lille smule til den grønne omstilling, og forhåbentlig samtidig berige friluftslivet for byens indbyggere.
Beplantningen blev ført ud i livet i går, da der blev plantet omkring 24000 træer på de knap 6 hektar jord, der ligger i tæt forbindelse med Træningshuset.
De første år skal de spæde træer beskyttes af det dyrehegn, der omkranser skoven. Når træerne lige har slået lidt rod, bliver der lavet stier – det sker til foråret, og så kan vi begynde at bruge skoven.
I første omgang udelukkende til at gå tur i. Senere kan der måske  blive mulighed for andre aktiviteter i skoven.

Vi sender i denne forbindelse mange kærlige tanker til vores daværende formand, Marianne Høj Madsen, der havde glædet sig rigtig meget til at projektet blev gennemført, men det nåede hun desværre ikke.

Beplantningen er blevet mulig ved hjælp af  økonomisk støtte fra “ Growing trees”.
Der er søgt om økonomisk tilskud til anlæggelse af stier hos Friluftsrådet, og det har vi fået tilsagn om, hvilket vi også sætter stor pris på.
Desuden har vi fået hjælp og vejledning af Randers kommune og – ikke mindst – medlemmer af “ Asferg gruppen” (byfornyelsen!)
Vi glæder os til at invitere jer til den formelle åbning af skoven, når stierne er lavet.

Skriv et svar