https://amtsavisen.dk/artikel/gammel-kærlighed-ruster-ikke-morris-minor-blev-anton-kamps-skæbne
Hvad stiller man op med sit livsværk, når alderen begynder at melde sig? Anton Kamp er på jagt efter en ung mand, der har lyst til at overtage et helt specielt lager, der bugner med reservedele til Morris Minor og andre engelske biler. Kunderne er nemlig ved at være bekymrede for fremtiden. 03 maj 2020 kl. 16:07 Karin Hede Pedersen kahe@amtsavisen.dk
Asferg: For 81-årige Anton Kamp er corona ikke noget, der spiller en rolle i hverdagen. Han er ikke mere isoleret end ellers.
– Jeg går jo alene her på lageret og arbejder. Måske kommer der en enkelt kunde af og til, fortæller Anton Kamp om sit daglige virke i Nordisk Morris Minor Lager A/S.
– Jeg har alle reservedele, understreger han. Det har kunder fra ind- og udland stor glæde af, og forretningen går godt.
Men én ting i forbindelse med corona-krisen irriterer Anton Kamp voldsomt:
– Jeg kan ikke rejse til Sri Lanka, og det har jeg virkelig brug for.
Både i forbindelse med forretningen, for i Sri Lanka har han en virksomhed, der producerer dele til Morris Minor. Han plejer at være i Sri Lanka på virksomheden tre gange om året, og skulle have været af sted i juni. Nu håber han på september.
– Men jeg har fundet ud af at bruge det her Skype, så vi kan se hinanden, når vi snakker sammen. Det hjælper da lidt.
Desuden har han hårdt brug for en konsultation hos sin “doktordame”, fru Manjula, der i årenes løb har kureret Anton Kamp for stort og småt, når han har været i Sri Lanka. Blandt andet rygproblemer, kyssesyge, dårligt knæ og problemer med ørerne. Det sker ved hjælp af Ayurveda, en alternativ behandlingsform, der bruges indenfor hinduismen.
Lige nu er det svimmelhed, der plager Anton Kamp.
– Jeg har problemer med balancen, og må gå med stok. Før gik jeg en time hver dag nede i mosen, men jeg begyndte at falde, og det er svært, nærmest umuligt at komme op igen, hvis der ikke er et træ i nærheden at støtte sig til.
Så lige nu går turen mellem hjemmet og lageret og tilbage igen. Men når han atter kan rejse til Sri Lanka, regner Anton Kamp med, at det hurtigt skal blive bedre, med den rette behandling med kost og massage.
– Det bedste er næsten, at Meta sender en sms når maden er på bordet. Det sparer en masse tid for mig.
Asferg-Grønland og tilbage igen
Anton Kamp er født og opvokset i Asferg, og købte som ung huset, hvor han i dag bor sammen med sin kone, Meta. Han blev udlært mekaniker, men gik så i gang med at uddanne sig indenfor bogholderi og regnskab.
Det førte ham i 1970 til Thule Basen på Grønland, hvor han sad i administrationen.
– Så fik jeg en stilling på socialkontoret i Frederikshåb. Jeg kom fra Thule Basen, hvor der kun var mænd, og til en by, hvor der var mange søde piger.
Blandt andre Meta, der arbejdede med børnepasning for KFUK.
Parret vendte hjem, blev gift, flyttede ind i huset i Asferg, som havde været lejet ud. De fik tre sønner.
Anton Kamp drev Værkstedsgalleriet. Og fik råd til at udleve sin drengedrøm.
– Jeg havde altid ønsket mig en Morris Minor, og da vi kom hjem fra Grønland, købte jeg én for 5500 kroner.
– Det er en god bil, det tror jeg, alle kan blive enige om. Og så er den nem at reparere.
Stor efterspørgsel
Han fik flere udtjente Morris-biler foræret, fordi det dengang kostede penge at skille sig af med en gammel bil, og Anton Kamp ville gerne have reservedelene, så han kunne reparere sin egen bil.
– Jeg sorterede reservedelene og puttede dem i æsker.
Nordisk Morris Minor Lager var en realitet.
Det var sidst i 1970’erne, og som Anton Kamp siger:
– Det udartede. Jeg hjalp klubkammeraterne i Morris Minor-klubben, når de manglede noget. Jeg skaffede ting hos grossister, og kunne dengang finde det hele i England. Nogle af dem, jeg begyndte at handle med, er i dag kunder hos mig. Jeg fik opbygget et rimeligt lager i løbet af nogle år, og mekanikerne begyndte at ringe.
Til sidst kunne Anton Kamp ikke klare det hele alene, og han ansatte folk til at hjælpe til.
Turen gik til Sri Lanka
En af de engelske grossister tilbød, at Anton Kamp kunne få en helt nybygget bil leveret i løbet af fire år. Lavet i Sri Lanka.
– Jeg fandt efterhånden ud af, hvor det var, englænderen ville producere bilen. Jeg købte en rejse til Sri Lanka for at se, hvordan det gik med min bil, og da jeg kom dertil og fandt virksomheden, havde de aldrig hørt om, at de skulle lave en bil til mig.
– Der var rigtig mange Morris-biler på Sri Lanka, og mange havde gamle lagre med reservedele.
I 1992 begyndte Anton Kamp at importere reservedele fra Sri Lanka, og fik opbygget en virksomhed, der producerede dele til bilerne.
– Problemet med moderne produktion er, at der skal laves 10.000 styk, hvis det skal kunne betale sig. Det nytter jo ikke, hvis man kun har brug for få eksemplarer af en reservedel.
Derfor gav det god mening med en begrænset produktion, på gamle maskiner og med håndkraft, af dele til Morris Minor-bilerne.
Glad for mad
Siden har Anton Kamp taget turen til Sri Lanka flere gange om året for at holde opsyn med produktionen. Lige nu er der omkring ti ansatte.
Når han bor dernede, har han stor glæde af behandlinger hos doktor Manjula, der også instruerer den kvinde, der laver maden til Anton Kamp, når han er i Sri Lanka. Det er nemlig en vigtig del af behandlingen. Masser af grøntsager.
– Og lidt fisk og kylling, hvis det går højt. Det kan godt være en anelse stærkt, men det smager godt.
Anton Kamp er glad for mad, og sætter også stor pris på Metas lækre retter.
– Men jeg spiser kun, til jeg er mæt, så holder jeg. Jeg vil ikke til at rende rundt med en stor vom.
Han vil nemlig være i stand til at passe sit arbejde så længe som muligt.
– Jeg bliver ved, så længe jeg kan stavre op til lageret. Det er en pligt, når jeg stadig kan lave noget, der er til gavn og glæde for nogen.
Der er et problem
Og der er stadig stor efterspørgsel efter reservedele til Morris Minor og andre engelske biler, som lageret også er leveringsdygtig i.
– Sri Lanka er efterhånden blevet en væsentlig del af forretningen. 95 procent af produktionen sendes hertil, og 80 procent af det sælger jeg til kollegerne i England.
Men der er et problem.
Da finanskrisen kom, blev Morris-lageret hårdt ramt. Efterspørgslen faldt dramatisk. Anton Kamp måtte sige farvel til sine ansatte, og har siden drevet lageret alene. Selv om telefonen ringer i tide og utide, og der er nok af forespørgsler på stort og småt i mail-boksen, så er Anton Kamp godt klar over, at der skal yngre kræfter til.
– Jeg har jo ikke nogen viden om it og internet og alt det. Blandt andet ærgrer jeg mig over, at hjemmesiden ikke bliver opdateret. Jeg er blevet for gammel til det. Men der er jo mange ting, jeg stadig kan, siger han med henvisning til, at butikken kører, selv om det er på gammeldags manér.
Nej til sofaen
– En ung mand kunne sagtens få gang i det, mener Anton Kamp. Han er heller ikke færdig med at arbejde og vil gerne give en hånd med, hvis en ny ejer melder sig.
– Så længe man kan arbejde, skal man blive ved. Sætter man sig hen i sofaen, så dør man.
Selv holder Anton Kamp fast i sine rutiner.
– Jeg står op klokken fem om morgenen, og så går jeg op på lageret, når jeg har spist morgenmad.
Så er dagen i gang, og Anton Kamp besvarer henvendelser fra kunderne og pakker varer.
Men kunderne er begyndt at spørge til, hvad der skal ske i fremtiden, for de vil gerne være sikre på, at de kan få dele til deres gamle biler. Lige nu er der intet svar. Så Anton Kamp fortsætter sin hverdag.
– Det bedste er næsten, at Meta sender en sms, når maden er på bordet. Det sparer en masse tid for mig.
Spillede i band
Lageret og Morris-bilerne fylder hele Anton Kamps liv. Og turene til Sri Lanka. Fritidsinteresser er der ikke rigtig tid til, så længe han arbejder.
– Men jeg kunne godt tænke mig at spille igen. Jeg var med i et band i mine unge dage, hvor jeg spillede på trommer og sang. Det var rigtig sjovt, og vi endte med at blive ret populære. Vi blev ved med at sætte prisen op for at spille, for vi arbejdede jo alle sammen ved siden af, og der kom flere og flere jobs, end vi kunne overkomme. Men vi blev stadig hyret.
Anton Kamp nød de festlige aftner og muligheden for at blinke lidt til de mange søde piger på dansegulvet.
– Vores første betalte job var i Råsted Forsamlingshus, vi fik 25 kroner. Det sidste sted, vi spillede, var på Fladbro Kro, og vi fik 1500 kroner.
– Men jeg er bange for, at jeg ville blive skuffet, hvis jeg tog musikken op igen, for det kan nok ikke blive som før.