skrevet og udgivet af Studiekredsen 94, Asferg.
Bogen, der er på 48 sider, indeholder en række artikler, opført i indholdsfortegnelsen som: Asferg sogn, kirken, skolen, forsamlingshuset, plejehjemmet, Asferg mose, hvordan livet formede sig på en gård i Asferg i “gamle dage” og fra de gode gamle dage.
Bogen er resultatet af en studiekreds startet 1994 på Ældrecentret i Asferg. Hvem der har deltaget, og hvem der har skrevet, fremgår desværre ikke af bogen, men det er tydeligt, at der er forskellige forfattere til artiklerne. Det får bogen til at virke en smule ujævn, men alt i alt giver den en vældig bred beskrivelse af landsbylivet. Meget levende forekommer de to sidste artikler om hverdagslivet på landet for 50-60 år siden. De giver et meget fint billede af alle gøremålene i det daglige, af sliddet, men også af trygheden og nærheden i det lille samfund.
Bogen er illustreret med mange sort/hvide fotos.
Kan købes på Lokalarkivet. Pris 100 kr.
Fra Asferg bogen
Landsbyen Asferg efter 1900.
Asferg mose.
Når vi i dag går en tur i Asferg mose, nyder vi den dejlige rolige atmosfære, der findes der. Det er en eftertragtet spadseretur for mange, andre motionerer, løber eller jogger, det er en passende tur.
Men fælles for alle er den smukke natur, der findes derude, alle de flotte birketræer og mange andre træer og planter, der får lov til at vokse frit. Vi ser på dyrelivet, der udfolder sig, de mange forskellige fugle, en hare smutter over vejen, og i udkanten af mosen kan vi, når der er stille nok, se rådyr, der går og græsser. Ja, det er i sandhed en fredfyldt plet, som mange glæder sig over.
I dag er der nok ikke mange, der tænker på, at engang var det Asfergs største og vigtigste arbejdsplads. De få tdr.land gav det daglige og nødvendige brød til mange familier. Der var mange lodsejere, der havde hver sit tørveskifte. Før krigen ( 1940-45 ) var der mange gårdejere og husmænd, der gravede tørv derude til eget forbrug, det var både en god og billig brændsel.
Men da så krigen begyndte, blev det til en større industri, der blev jo lukket for indførsel af udenlandsk brændsel. Det var et godt varmemiddel både til komfur og kakkelovne.
Ja, endog elektricitetsværket i Randers fyrede med tørv og briketter fra Asferg mose. De forskellige gårde havde arbejdsfolk til at arbejde i mosen. Som regel var det hele familien der var på arbejde, for der var nok til både små og store hænder. Der er blevet skiftet mange bleer og drukket en lille “tår” ind imellem, de flittige hænder havde travlt med at vende tørv.
Der var to større arbejdspladser derude. “Tørve Niels”, Niels Nielsen, havde mange folk i arbejde. Arbejdet foregik på den måde, at hvis man gravede tørv med håndkraft, havde man to forskellige spader. Man brugte en kortskaftet, når der ikke var vand i mosen, og man kunne stå på land og grave dyndet op. Når der derimod var vand i graven, havde man en speciel vandspade.
Efterhånden stilledes der både ælteværk og presseværk op. Der blev udlagt sveller og skinner i tørvegravene, og imellem skinnerne blev der anbragt måtter, som hesten skulle træde på. Hesten trak en tipvogn, som to til fire mand, som stod ude i graven, fyldte med dynd. Det var hårdt arbejde at stå der en hel dag. Tipvognen blev så trukket hen til ælteren, hvor materialet blev æltet igennem. Derefter blev det kørt ud på marken, hvor en rulleform, også trukket af en hest, formede det til tørv, der så bare skulle ligge og tørre. Når tørvene var tørre, var det kvindernes arbejde at sætte tørvene op i bænke eller skruer. Når tørvene var gennemtørre, blev de kørt hjem til de forskellige aftagere.
Større kvantum, som f.eks. til elektricitetsværket, blev kørt op til vejen, hvor de så i vinterens løb blev afhentet af lastbiler.
“Tørve Niels” havde også et presseværk. Her blev det mere faste dynd presset til tørv. Det var så en anden fremgangsmåde end æltetørv. En presser og en stor snegl, hvor tørvene så blev presset ud gennem en tud, så de havde formen som tørv. Når de så kom ud af presseren, blev de taget med en dertil indrettet greb og blev læsset på en hestetrukken fladvogn, som kørte dem ud på liggepladsen.
Hver blok blev med håndkraft skåret i seks tørv, og der skulle de så ligge, til de var tørre. Derefter var det kvindernes tur til at rejse dem, d.v.s. de satte to stk. op ad hinanden, eller også skruede de dem, d.v.s. satte dem op i en spids, så de kunne modstå regnvandet. Pressetørvene var lavet af ringere materiale, som blev kaldt “hundekød”. De varmede ikke så meget og var derfor knap så eftertragtede.
Derforuden havde “Tørve Niels” også en briketmaskine. Den bestod af en tragtformet kasse, hvor smuldet blev skovlet op i. Derefter dryssede smuldet ned foran et stempel, som pressede tørvesmuldet ud igennem et rør på ca. otte cm. i diameter med et højt atmosfæretryk, så de blev til hårde briketter. Anlægget var mekaniseret, så det kunne passes af én mand. Briketterne blev solgt efter vægt og var en fortrinlig varmekilde. De var gode til at holde ilden vedlige.
Foruden Tørve Niels`store arbejdsplads, gravede Karl Jacobsen (bette Karl) og Anker Hald tørv. Vi har fået nogle oplysninger fra Karl. Karl og Anker havde et presseværk, hvor de lavede millioner pressetørv om året. Om fredagen skulle de mange penge skrabes sammen, for da var det lønningsdag. Karl fortalte os mange ting, bla. sagde han, at arbejderne i fritiden fik lov til at grave 10.000 tørv til sig selv. Prisen på tørv var 10 kr. pr. tusind, og om også daglønnen ikke havde været så stor, efter vor tidsregning, så var det et kærkomment beløb til de mange husholdninger.
Karl fortalte, at der kunne skrives en tyk bog om livet i mosen, men desværre for os efterkommere er mange ting gået i glemmebogen. Heldigvis findes der en film om livet i mosen. Den er meget interessant at se.
Til al held skete der aldrig de store katastrofer i mosen. En hest blev væk og blev fundet i dynd til halsen. Engang gik det også ud over Karls termoflaske, hans hest fik fat i den og molesterededen i den tro, at det var en roe. Ja, sådan fortalte Karl mange sjove og pudsige ting, og nu så mange år efter, er det nok kun de gode ting, der huskes fra en arbejdsplads. Der har jo nok været ting, der ikke var så sjove.
I sommeren 1947 brændte det i mosen. Det var vist en gnist, der stak ild i et par fladvogne og det ulmede så videre i tørvejorden.
Men lad os nu fryde os over, at Asferg mose kunne give arbejde og brød til så mange mennesker, og at vi kan stadigvæk nyde den dejlige natur derude.
Det
var kvindernes arbejde at sætte tørvene til tørre, f.eks. som her
i en “skrue”.
Fra venstre ses Henriette Nielsen
(gift Harbo) og Anne Sørensen, Kaatrup.
Billedet er fra omkring
1922.